Greenlandic heritage week på Pituffik Space base

4 dage med traditioner, festligheder og respekt.

Skrevet af: Vibeke Kjærsgaard

På en smuk Marts aften hvor solen netop var gået ned og havde farvet himlen lilla og lyserød, begyndte de første hundeslæder at ankomme til Pituffik, kursen var lagt til den lille vig foran Poul Nielsens Pavillion.

På den smukke og stille aften kunne man på lang afstand høre piskens smæld og fangernes samtale hen over isen. Fangere som ankom fra de nærliggende bygder, var iklædt isbjørne- og sælbukser, håndsyede isbjørnekamikker, siddende på de varme moskus- og rensdyrskind, præcis som man har gjort i mange generationer før dem. Til trods for at teknologien også hér er blevet en del af dagligdagen, med både smartphones & windbreakers m.m. er det fantastisk at opleve at naturens "gaver"/materialer stadig er de foretrukne.

Med ét var der masser af trafik ved havnen denne stille aften, det var hurtigt rygtedes at "hundene og fangeren var kommet" og forventningens glæde var tydelig at mærke på hele basen, hvor der over de næste dage blev sammenlignet fotos af hundehvalpe, fortalt om hvor man havde set slæder m.m. Også blandt de mange fangere, kuske og deres familier var glæden og forventningen til de kommende dage tydelig at mærke.

Gensynsglæde midt i stormen.

Gensynet med andre fangere og familiemedlemmer, samt gode venner på basen, skabte en hyggelig stemning i både de tildelte barakker, men også i Community Centret (CC) hvor der blev spillet pool, drukket kaffe, set film m.m. både børn og voksne nød tydeligvis at være sammen og "på ferie". Sammen med forventningen og glæden ankom også stormen, den lukkede ned for gensyn og aktiviteter for en stund.

Men så brat som stormen var kommet, var den også væk igen, dette endda i passende tid for de officielle aktiviteter, hvor der bl.a. blev overrakt 750 kilo hundemad til fangerne, man kunne se brandstationen og besøge de mange arbejdspladser, der var børnefilm i biografen, samt mere end 100 var samlet i CC for at nyde Potluck"/sammenskudsgilde, som bl.a. bød på Chili con carne og ribs. Derudover var der slikposer, farveblyanter samt tøj til børnene. Stemningen var hyggelig og det var tydeligt at mærke at denne weekend er en stor og glædelig oplevelse, som udover at vise respekt for områdets oprindelige beboere, flotte præmier, en masse anderledes mad og slik m.m. især byder på mødet imellem kulturer. Fantastisk at mødes i gensidig nysgerrighed på tværs af sprog, kulturer og alder.

Stor glæde og en masse gøen.

En bidende kulde, en blå himmel og en magtfuld sol, skabte skygger fra Mukluk hockey stavene, fra galpende og ivrige hunde og de mange fremmødte, Lørdagens aktiviteter foregik på isen. Stemningen var høj, præmierne store og opbakningen endnu større. Hundene kunne næsten ikke vente med at få rørt kroppen, de gøede og hylede indtil de blev sendt afsted på løbet. Det var festligt og spændende, med jubel og latter, bl.a. da et par hunde som var kommet fri af deres spand, selv kom ind over målstregen. Der var masser af godbidder til hundene, da de kom ind over stregen, samt beundring og begejstrede tilråb til kuskene.

På tur som i gamle dage.

Det var også en weekend med mulighed for selv at prøve en tur på hundeslæde, snescooter og atv. Den reducerede periode med solid havis på mindre områder, samt de moderne køretøjer er den største trussel mod hundeslædens fortsatte eksistens, til trods for at man har kørt hundeslæde i området omkring Pituffik i over 1000 år-2000 år. Kuskene fortalte stolt på de mange ture om slæderne, om hundene og om livet i fx Savissivik eller Qaanaaq.

Turene var meget populære og skulle man have lidt at varme sig på inden eller efter, var der rig mulighed i CC hvor der var skoldhede drikke, kagekonkurrence og salg af husflid. Der var rift om de smukt udskårede Tupilakker, de pudsede bjørnekløer, de imponerende hvalros tænder, de bløde polarræv pelse og meget mere, alt imens gik jagten på påskeæg, som Polar påskeharen havde gemt godt. Snakken gik og da de afsluttende taler, rundede endnu en vellykket Heritage week af, var det med store ord og følelser samt dertilhørende klapsalver. Alt ialt en succes og en begivenhed som mange allerede nu ser frem til i 2025.

Inden de sidste slæder havde forladt basen brød endnu en storm ud, mens alle kunne sidde trygt i varmen, lå hundene på isen, tæt rullet sammen og vant til vejret, deres under uld luner og de stride dækhår beskytter, præcis som de er skabt til.

Fakta:

I Grønland findes kun en art slædehund, nemlig Canis Lupus familiaris, en af de reneste racer, da den ikke må blandes med andre racer. Den kan klare ned til -70 og det er vigtigt at huske på at sne, is og vinter er dens rette element. Grønlandsk slædehund kan trække sin egen vægt, hvilket svarer til ca 40-60 kilo. den kan tilbagelægge ca 60 kilometer på en dag, man kører med hundene i vifteform, i Grønland køres normalt ikke med førerhund (selvom der findes en dominerende hund som er øverst i herakiet, har den intet med kørslen at gøre). "Uniit" betyder stop, "juv" og "ili" er henholdsvis højre og venstre. Der er stor forskel på opbygning af slæderne, alt efter hvor man er i Grønland, samt om man skal køre på havisen m.m. (Kilder: Videnskab.dk Emma Vitales profil/forskningsprojektet Qimmeq og Greenland travel, Dansk kennel klub)